Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde besøgte Nationalt Genom Center

Publiceret 08-05-2023

Regeringen ser store muligheder i udviklingen af personlig medicin. Data fra nutidens patienter kan hjælpe fremtidens patienter. Arbejdet med en ny national strategi for personlig medicin er så småt ved at gå i gang. Sådan lød det, da Nationalt Genom Center fik besøg af indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde, der også fik en status på NGC's arbejde

”Teknologien kan med tiden udbredes til flere patientgrupper. Vi kan ikke kun optimere behandling og medicin til den enkelte patient, men også udnytte data fra nutidens patienter til at hjælpe fremtidens patienter.”

Sådan indledte indenrigs- og sundhedsminister, Sophie Løhde sin tale, da hun i dag besøgte Nationalt Genom Center (NGC).

Sophie Løhde var også sundhedsminister for syv år siden og underskrev den første strategi for personlig medicin. En af de helt store ambitioner var dengang at opbygge et Nationalt Genom Center i Danmark:

”Centeret får en række opgaver omkring strategien, herunder ansvar for opbygningen af ny infrastruktur. Det skal ske i tæt samarbejde med og ved forbedringer af den omfattende infrastruktur, der allerede findes”, står der i strategien.

Siden dengang er 17 patientgrupper blevet indstillet og udvalgt til at modtage helgenomsekventering. Mere end 500 klinikere og forskere arbejder på NGC’s infrastruktur, og der er i skrivende stund 13.413 genomer i den nationale genomdatabase.

”Det er hamrende flotte tal”, lød det fra Sophie Løhde, der glæder sig til at se den videre færd: ”Det er ikke for meget at sige, at NGC er med til at skabe fremtidens sundhedsvæsen.”

Regeringen ser store muligheder

Sophie Løhde fortalte, at arbejdet med den nye nationale strategi for personlig medicin så småt er ved at gå i gang, og at regeringen ser store muligheder i personlig medicin. I regeringsgrundlaget nævnes det da også, at det for ”… regeringen er afgørende, at patienterne har adgang til hurtig og effektiv behandling med de nye former for personlig medicin, hvor der er god evidens. Det vil give mulighed for at målrette og skabe mere effektive behandlingsforløb for patienterne.”

”Det danske sundhedsvæsen har unikke muligheder for at udfolde potentialet ved personlig medicin. Hvis danskerne skal have fuld gavn af udviklingen inden for personlig medicin, kræver det, at vi løfter sammen på tværs af landet – både i sundhedsvæsenet og forskningsverdenen. Derfor glæder det mig, at arbejdet med den nye strategi for personlig medicin nu for alvor går i gang”, lød det fra NGC’s direktør, Bettina Lundgren.

NGC takker for besøget og ønsker endnu engang indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde tillykke med posten.

Læs mere