Sådan søger du om adgang til NGC’s infrastruktur

Du kan søge om adgang til NGC’s infrastruktur ved at sende en ansøgning til NGC Forskerservice på forskning@sundhedsdata.dk. På denne side finder du ansøgningsskema og vejledning.

For at ansøge om adgang skal du udfylde et ansøgningsskema. Inden du sender din ansøgning, skal du sikre, at du har opnået alle nødvendige godkendelser til at indsamle og behandle data i dit forskningsprojekt.

Ansøgningsvejledningen guider dig gennem ansøgningsprocessen og hjælper dig med at udfylde ansøgningsskemaet korrekt. Nedenfor finder du en oversigt over de enkelte trin i ansøgningsforløbet.

Du er altid velkommen til at kontakte NGC Forskerservice på forskning@sundhedsdata.dk for at drøfte dit projekts behov og muligheder på NGC’s infrastruktur. For oplysninger om gældende priser bedes du ligeledes kontakte NGC Forskerservice.

Ansøgningsforløb

Trin 1 – Inden du søger om adgang

Inden du kan ansøge om adgang til NGC’s infrastruktur, skal du sikre, at du har opnået alle nødvendige godkendelser til at indsamle og behandle data i dit forskningsprojekt. NGC Forskerservice kan ikke behandle din ansøgning, hvis alle relevante godkendelser ikke er vedlagt ansøgningsskemaet.

Trin 2 – Udfyld ansøgningsskemaet

I ansøgningsskemaet oplyser du om dit projekt, herunder relevante godkendelser, data m.m. NGC gennemgår oplysningerne og vurderer, om forskningsprojektet ligger inden for formålet personlig medicin, og om det har generel samfundsmæssig interesse.

Du vil modtage en bekræftelse på modtagelsen af din ansøgning inden for én uge. NGC Forskerservice vender tilbage hurtigst muligt og senest inden for fem uger.

Hvis din ansøgning resulterer i en aftale om adgang til NGC’s infrastruktur, vil vilkår og priser fremgå af den indgåede aftale.

Trin 3 – Afklaring af tekniske forhold

Når du har fået tilsagn om adgang, kan NGC hjælpe med at afklare, hvordan projektet bedst kan benytte infrastrukturen. Du vil kunne sparre med en af NGC’s rådgivere og få afklaret, hvilken løsning der er mest hensigtsmæssig for dit projekt.

Trin 4 – Aftaleindgåelse

Inden der kan indgås kontrakt med NGC, skal du udfylde en bestillingsblanket, som specificerer de ydelser, projektet har behov for.

Herefter indgås en kontrakt mellem, på den ene side, den projektansvarlige og den autoriserede forskningsinstitution, hvor projektet er forankret, og på den anden side NGC.

I kontrakten og de tilhørende bilag er vilkår for brug, ansvar og betalingsforpligtelser beskrevet.

Trin 5 – Adgang til infrastrukturen

Fra kontrakten er indgået, til løsningen er oprettet på NGC’s infrastruktur, kan der gå et par uger. Du vil modtage information om adgang og login, så snart miljøet er klar.

Ansøg om adgang til NGC’s infrastruktur